I september 2014 uploader Søren Holm, Villads Tyrrestrup, Vilhelm Strange og Tobias Laust et track til Soundcloud.
Nummeret er kommet til verden i et øvelokale på Søren Frichs Vej i Århus den første – og på det tidspunkt også eneste – gang de fire drenge har mødt hinanden allesammen. Mødet bar præg af en jysk jordbundethed, der kendetegner de fire medlemmer fra inderst til yderst, og de forklarer selv at det simpelthen var nemmere at spille musik end at snakke sammen.
Historien om tilblivelsen af ”Try” er en god en af slagsen med en spændingskurve der bare stiger og stiger. Efter ”Try” blev bandets anden single ”Always” præmieret af Pharrell på hans radioprogram ‘OtherTone’. Efter premieren lukkede Liss P3 Guld på landsdækkende TV – uden officielt at have udgivet noget materiale endnu overhovedet. Liss udkom endelig med en 7” single med de to allerede etablerede numre på det københavnske selskab Escho, som begge gik direkte i rotation på P3. Alt sammen med udenlandske agenter på sidelinjen, hvilket førte til en pladekontrakt med britiske XL Recordings i november 2015.
Det ene syvmileskridt har medført det næste og skabt en solid fortælling om et band som – trods deres korte tid sammen – efterhånden er velkendt på de fleste musiklæber; ikke kun i Danmark, men også internationalt. Og historien om Liss skal bestemt ikke udelukkes; den er i sig selv næsten lige så unik som bandet selv. Men mindst lige så vigtig som den flyvende start er Liss’ evne til fortsat at navigere med luft under vingerne og blive ved med at afsøge nye kroge – også i de højere luftlag. Denne konstante trang til at udforske høres på deres første EP ’first’ som udkom i maj; fire numre, der hver især afsøger forskellige aspekter af ung kærlighed når den er allermest intens. I teksterne findes det ærlige forsøg på at beskrive kærligheden som den opleves i alle dens facetter, hvilket også reflekteres i de musikalske idéer, der i høj grad varierer i type fra produktion til produktion.
Liss er andet og mere end et omgående hit på Soundcloud, selvom netop umiddelbarheden er essentiel for oplevelsen af musikken.
De fængslende melodier vækker følelsen af at vende tilbage til et barndoms nabolag, når minderne bobler op til hukommelsens overflade. Den kompromisløse rytmesektion lyder af unge, ukuelige løfter, der lægger sig under vokalens næsten hjerteskærende oprigtighed og sensibilitet. Og så er der produktionerne, der kærligt husker de fire drenges varierede musikalske opvækst med alt fra Björk og Massive Attack til Prince og Stevie Wonder, men løfter udtrykket ind i det 21. århundrede og lader Liss lyde af sig selv mere end nogen andre.
Oplever man dem live er det ikke svært at forestille sig en stille tid i et lille øvelokale inden musikken tog sit faste greb i de fire drenge og integrerede dem i den nu sammen rystede konstellation som er Liss. Mellem numrene er der en rolig stilhed – et fælles tilløb for deres live set up bestående af Liss og en livemusiker på MPC – hvor den jyske jordbundethed er til at tage og føle på. En ro, der lige så stærkt som den opleves, omdannes til en uslukkelige energi der stråler fra bandet fra det øjeblik de begynder at spille. Liss er lige så meget et uovertruffen live band som de er unikke produktioner.
Liss arbejder i øjeblikket på at færdiggøre deres anden EP, og numre fra den kommende udgivelse kommer til at farve setlisten når de spiller på sommerens festivaler i Danmark og Europa.
Haven og baren åbner kl. 17
Lækker mad fra kl. 18
Koncert kl. 20
Børn under 10 år er gratis.
Fra 10 år og opefter købes billet til fuld pris.
Der er ingen børnebilletter.
Det er så fedt, når I kommer og spiser med os før koncerten! Vi anbefaler at I ankommer i god tid, og senest kl. 19. Madbillet kan både købes i forsalg og på dagen, hvor I vælger om I har lyst til Kød, Fisk eller Vegetar. Så er vi klar med smagfulde lækkerier fra grillen til jer!
Billetter kan købes her, men kan også købes i døren.
Vi glæder os til at se jer.